The Sandmen koncert 2015 til Rockbæk i Holbæk

The Sandmen koncert 2015 til Rockbæk i Holbæk

The Sandmen er blevet aktuelle igen efter at have været lidt stille et stykke tid.

Det var de bestemt ikke til Rockbæks event i Østre Anlæg i Holbæk.

Her var masser af tilskuere, der kunne synge med og feste mens mørket stille faldt på.

Klik på billederne for at se en større version, og del gerne siden med andre.

Se mere om The Sandmen på dette link til deres hjemmeside

Står du med en event, som jeg kan dække for dig, så kontakt mig her

Ensomhed – input til fotokonkurrence

Uha, en fotokonkurrence med temaet “ensomhed” trækker hurtigt et koldt gys ned over mig. Det må ikke være sjovt at være det!

I dag er der mange, der har knyttet bånd gennem de sociale medier. Hvor mange af dem kender faktisk den anden, som modtager de forskellige updates man lægger op. Hvor oprigtig er man derude? Fordi man har en kæmpe vennekreds på facebook, Instagram, twitter og så videre, betyder jo ikke at man også er det i “det virkelige liv”.

I dine kredse på medierne – hvor mange virkelige venner har du? Du ved, som man kan tale rigtig dybt med. Måske ikke se i en årrække, og alligevel er det som om, I sidst så hinanden i går, når I endelig ses. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har voldsomt mange. Jeg kender mange, og mange vil jeg gerne kende mere til, og de venner der er, ønsker jeg også mere tid sammen med – men den pokkers tid… Jeg er sikker på, du også kender det :)
Jeg har travlt i løbet af ugen (og heldigvis for det), så ofte når det er weekend, bliver det hyggetid med min skønne mand og vores dejlige drenge. Altså, hvis jeg ikke lige sidder og redigerer billeder, eller skiver en post til min blog (som nu)…

Fotokonkurrence på Holbæk Bibliotek

For at hjælpe dig til at lave et flot billede, har jeg spurgt en masse kvinder, hvad deres tanker er, omkring temaet “ensomhed”. Du kan læse dem, og lade dig inspirere. Jeg er med i en fantastisk facebook gruppe med kvindelige fotografer. Og nej, jeg kender ikke alle – kun et par stykker af de knap 200 medlemmer, men mange er kommet med input til emnet i fotokonkurrencen, som jeg har skrevet om her.

Ensomhed for mig er: mørke, dystert, alene, indelukkethed. Forstiller mig en model svøbt ind i sig selv alene i mørket. Det var i hvert fald lige hvad der poppede op i mit hoved

Ensomhed ville jeg måske skildre ved at placere en person midt i en sofa, så der er bar plads på begge sider. Og så en kop kaffe eller lign på sofabordet. Så ville jeg tage et billede hvor vedkommende sad og kiggede lidt tomt ud i rummet, altså ingen dynamik i billedet for at skildre ensomheden Lyder spændende, held og lykke med det

Ensomhed: Mørke, smerte, afmagt men også vrede. Hvorfor lige mig? Hvorfor er jeg alene?

En flok unge, som tydeligt hygger sig og har et fællesskab, mens du placerer en i midten af det, som ikke er en del af det – kan gøres med andet end unge.

En der står og kigger ud af vinduet og tydeligt venter på at der skal komme nogen. Eller sidder på plejehjemmet og spejder ned af gangen i håbet om at der kommer en.

Hm… er jeg den eneste, som ikke tolker ordet ensomhed som nødvendigvis noget negativt. Ensomhed for mig er dejligt, når jeg bare kan være mig selv, lade tankerne flyve, finde ro. Det er en vigtig stund for mig. Og jeg tænker heller ikke nødvendigvis i personer…

Jeg har også tænkt tanken med, at det kan være valgt ensomhed. Mange kunstnere vælger jo ensomheden, når der virkelig skal fordybes…

Jeg tænker også på tabte handsker, glemte bamser på loftet osv, men så er man ovre i det triste igen.

Faktisk kan jeg godt li’ at der er i det engelske sprog er to ord for det “solitude” og “loneliness” de har nemlig to forskellige meninger og derfor ved man umiddelbart om det er selvvalgt eller ej, uden at skal træde vande til man er sikker på, om det er godt eller skidt.

Hm… jeg tolker begge ord (alene/ensom), som af samme betydning – at være uden selskab – enten valgt eller frivilligt. Ser også betydningen som i “at man er langt fra andre eller andet” – enten valgt eller frivilligt .. Ensom har måske en mere negativ klang .. men på den anden side .. at være ene om noget .. unika ..?

Min umiddelbare tanke på at skildre ensomhed ( ufrivilligt alene) ville gå på at tage en tur på kirkegården hvor en ældre person i mørkt tøj skulle stå med ansigtet lettere sløret af et tørklæde kiggende på en ny grav med blomster .. Uha svært at beskrive det billede hvad man har for sit indre blik, men håber det giver mening:) kunne evt også være en person siddende alene på en bænk på kirkegården.

En ung pige på en kirkegård der sidder ved en grav. Eller et meget mørkt billede af en gammel dame der sidder i mørke med lys fra vindue i siden, det giver mig den følelse…hun ser ret trist ud…!

Man kan også være ensom selvom man er sammen med andre – det må også kunne fotograferes – en fest hvor alle danser og hygger med smil – og en som kigger blankt på det hele – dét ku du’.

Jeg kan forestille mig et billede af en bordopdækning til to personer. Maden står urørt og lysene er brændt ned i stagerne… Måske er det sidste lys netop gået ud så der er en stribe røg…

En stok eller et par briller efterladt på en bænk i parken, hvor der ellers er mennesketomt. Viser at der har siddet én alene som nu har opgivet. Måske en hat der flyder på vandet i søen…

En stor tak til alle de fantastiske kvinder, der bidrog med deres tanker omkring ordet “ensomhed”. Jeg håber, det giver ekstra stof til jer, der endnu ikke har fundet kameraet frem. I kan stadig nå det, og 1.præmien er et gavekort på 3.000 kr til Hagner Foto i Holbæk

 

 

Fotokonkurrence om ensomhed

Fotokonkurrence om ensomhed

Som meddommer og oplægsholder får jeg prøvet nye grænser af i en fotokonkurrence om ensomhed.

Sammen med andre fra Holbæk, skal jeg være meddommer på Holbæk Biblioteks fotokonkurrence i februar. Jeg blev ret skræmt, da jeg blev spurgt, om jeg ikke ville holde et lille foredrag på Holbæk Bibliotek omkring tips og tricks til det gode billede. Jeg har aldrig været specielt glad for at stå foran en større forsamling, og pludselig var jeg eksperten. Så jeg sagde nej! Link til fotokonkurrencen er her

Og så alligevel…

Jeg gav det dog lige en hurtig overvejelse efter mit nej, og sagde så ja alligevel. Jeg har ofte følt, at det er, når jeg udfordrer mig selv, at jeg bliver stærkere og styrker mit selvtillid. Jeg fik en snak med Jan fra biblioteket, og han fortalte mig ugen før jeg skulle optræde, at der var tilmeldt 9 personer. Det var jeg da glad for, så jeg fik lavet mit oplæg klar, og havde også lidt øvelser, vi kunne gennemgå, hvis de havde kamera med.

For en sikkerheds skyld ringede jeg til min svigermor og hendes søster, for at lokke dem med som ekstra støtte, og så kom tallet også over 10. Det havde jeg det jo også lidt godt med. Jeg kom ind på biblioteket, og de fortalte mig, at der ville komme omkring 35 mennesker for at høre mig. Ikke nok med det, så ville der også komme nogen fra en lokal TV kanal for at filme det. Spørg lige, om jeg var ved at græde og kaste op på samme tid…

Jeg viste min portræt reklame, før jeg kom med forskellige tips og tricks. Nervøsiteten fortog sig lidt, men forsvandt ikke. Til gengæld fik jeg fortalt lidt omkring komposition/det gyldne snit, påklædning, farve i forhold til sort-hvid, dimensioner/dybde i et billede.

I morgenradio på P4 Sjælland

I morgen skal jeg interviewes af Morten Dam-Sørensen fra P4 Sjælland, hvor jeg skal fortælle om fotokonkurrencen og måske også lidt om min business :) Endnu en grænse… Jeg håber ikke, jeg vil lyde alt for nervøs. Jeg lægger et link ind, når det er muligt :) Heldigvis er der en fordel ved at det er radioen, så jeg tror, jeg vil sidde i min pyjamas imens han spørger løs. Jeg tror, det bliver lidt sjovt :)

Tilbage til fotokonkurrencen

Fotokonkurrencen løber frem til den 28.2.2015, og alle billeder vil blive hængt op på biblioteket. Den 7.3.2015 kl. 11 skal jeg være meddommer sammen med folk fra Kunsthøjskolen, Æglageret og DR. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og vil fortælle om det, når tiden er :)