Som meddommer og oplægsholder får jeg prøvet nye grænser af i en fotokonkurrence om ensomhed.

Sammen med andre fra Holbæk, skal jeg være meddommer på Holbæk Biblioteks fotokonkurrence i februar. Jeg blev ret skræmt, da jeg blev spurgt, om jeg ikke ville holde et lille foredrag på Holbæk Bibliotek omkring tips og tricks til det gode billede. Jeg har aldrig været specielt glad for at stå foran en større forsamling, og pludselig var jeg eksperten. Så jeg sagde nej! Link til fotokonkurrencen er her

Og så alligevel…

Jeg gav det dog lige en hurtig overvejelse efter mit nej, og sagde så ja alligevel. Jeg har ofte følt, at det er, når jeg udfordrer mig selv, at jeg bliver stærkere og styrker mit selvtillid. Jeg fik en snak med Jan fra biblioteket, og han fortalte mig ugen før jeg skulle optræde, at der var tilmeldt 9 personer. Det var jeg da glad for, så jeg fik lavet mit oplæg klar, og havde også lidt øvelser, vi kunne gennemgå, hvis de havde kamera med.

For en sikkerheds skyld ringede jeg til min svigermor og hendes søster, for at lokke dem med som ekstra støtte, og så kom tallet også over 10. Det havde jeg det jo også lidt godt med. Jeg kom ind på biblioteket, og de fortalte mig, at der ville komme omkring 35 mennesker for at høre mig. Ikke nok med det, så ville der også komme nogen fra en lokal TV kanal for at filme det. Spørg lige, om jeg var ved at græde og kaste op på samme tid…

Jeg viste min portræt reklame, før jeg kom med forskellige tips og tricks. Nervøsiteten fortog sig lidt, men forsvandt ikke. Til gengæld fik jeg fortalt lidt omkring komposition/det gyldne snit, påklædning, farve i forhold til sort-hvid, dimensioner/dybde i et billede.

I morgenradio på P4 Sjælland

I morgen skal jeg interviewes af Morten Dam-Sørensen fra P4 Sjælland, hvor jeg skal fortælle om fotokonkurrencen og måske også lidt om min business :) Endnu en grænse… Jeg håber ikke, jeg vil lyde alt for nervøs. Jeg lægger et link ind, når det er muligt :) Heldigvis er der en fordel ved at det er radioen, så jeg tror, jeg vil sidde i min pyjamas imens han spørger løs. Jeg tror, det bliver lidt sjovt :)

Tilbage til fotokonkurrencen

Fotokonkurrencen løber frem til den 28.2.2015, og alle billeder vil blive hængt op på biblioteket. Den 7.3.2015 kl. 11 skal jeg være meddommer sammen med folk fra Kunsthøjskolen, Æglageret og DR. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og vil fortælle om det, når tiden er :)