Sund kage med en hemmelighed

Sund kage med en hemmelighed

Gulerodskage – sund kage med masser af guld.

Når jeg bager, forsøger jeg ofte at udvikle videre på noget, jeg tidligere har smagt. Denne gulerodskage er mit seneste projekt, og det var faktisk fordi vi havde en del gulerødder i køleskabet, som jeg juicede sammen med nogle æbler.

Jeg er ikke til madspild, så jeg kan godt li’ at bruge det hele, så vidt muligt. Her har jeg brugt pulpen fra gulerødderne. Det vil sige, det tørre gulerodskød, der er tilbage, når først juiceren har presset saften ud. Jeg har tidligere forsøgt med en coleslaw, med det blev bare for tørt. Jeg havde lige 150 g, som jeg har skrevet i opskriften, mere kan sikkert også bruges.

Fastheden på kagen minder rigtig meget om enhver anden formkage – lidt mere svampet måske, og den er et stort hit hos alle børn. Også de kræsne, når de ikke ved, hvad den indeholder.

Det skal du bruge:

430 g kogte bønner (kidney, sorte eller dine favoritter), enten fra dåse, eller du har selv iblødsat og kogt dem.
3 bananer, mellemstørrelse
10 dadler fra bakke
6 spsk olie (jeg bruger smeltet kokosolie eller rapskimolie)
6 æg
1/8 tsk stødt stevia (afhængig af mærke og smag)
1 tsk bagepulver
1/2 tsk natron
2 tsk vanillepulver
1-2 spsk kanel
1 tsk allehånde
2 tsk stødt ingefær
3-5 spsk mandelmel
150 g pulp fra juicede gulerødder og lidt æbler

gulerodskage

Sådan gør du:

Det hele blendes. Jeg starter med bønnerne, bananer og dadler, og fortsætter med olie og æggene. Dernæst blander jeg de tørre ting sammen og sluttelig kommer gulerodspulpen i, så det ikke bliver alt for blendet.

Jeg hælder del hele i en smurt firkantet form på 23 x 23 cm, og bager den midt i ovnen ved 160° C. i 15 minutter ved varmluft. Slå varmluften fra og fortsæt i ca. 20-25 minutter ved samme temperatur.

Lad kagen stå lidt, før du tager den ud af formen. Kan med fordel spises i store stykker.

Velbekomme :)