Auktion og Fest arrangementet står hvert år som noget helt særligt for mig. Det er en aften, jeg hvert år glæder mig til at dokumentere, for det er faktisk den eneste gang på året, hvor jeg forener fornøjelse med forretning.
Det skal jo ikke læses som om, jeg ikke nyder de andre opgaver, jeg har. Dét gør jeg i allerhøjeste grad. Lige præcis denne aften er jeg også deltager ved festen, byder lidt på auktionen, og får mad og drikke til en selskabelig grad.
American Diner tema
Der er vel næsten altid et tema, og i år var ingen undtagelse. Det var Amercian Diner tema, og jeg fandt min mors kjole fra 1961 frem fra gemmerne.
Der blev tænkt på, hvad Peter skulle have på, og han er ret god til at være med på den værste (smiler), så han fik fundet sig en rigtig lækker heldragt fra Dickies, som han fik hjem fra USA. Jeg lavede et flot “rygmærke” til ham, som vi fik trykt på både dragt og T-shirts hos SVS Værktøj. Selv vores drenge går rundt med Versemann Garage T-shirts.
Klik på billedet for at åbne brochuren
Brochure og formål
Caspar fra HE Forum spurgte, om jeg ville stå for at lave brochuren til auktionen i år. Det sagde jeg ja til, og så gik det ellers frem og tilbage med mails og telefonkald omkring hvem, der havde doneret hvad og til hvilken pris.
Det gode ved denne auktion er jo, at overskuddet fra aftenen går til JCI Holbæks “Ferie for alle Børn” og til HBIs fodboldtur, så de børn der kommer fra mindre bemidlede familier, får mulighed for at komme med på en skøn oplevelse. Hvem vil ikke gerne støtte op om det. Når vi løfter i flok, kan der ske de magiske ting. Dette er to af dem :)
Jeg fik brochuren klar i godt og vel sidste øjeblik, da der altid er nogen, der lige skal trække tiden helt ud før afgørelsen, om de er med på en donation til brochuren. Den kom endelig afsted til tryk, som blev klaret af Onprint.
Så blev det aften, og håret skulle “dulles” op i Victory Rolls. Jeg fik lige øvet om torsdagen (se billedet), og ræsede derefter rundt fredag, for at finde hårnåle, lak og hvad, der ellers skulle til. Jeg har normalt håret hængende løst, så det var lidt af en prøvelse at få det til at sidde, men det lykkedes heldigvis nogenlunde. Heldigvis var det ikke en konkurrence i håropsætning, for så ville der nok være en del bemærkninger om, at rullerne ikke var helt i orden. Pyt, jeg var tilfreds!
På med mors flotte kjole, som hun faktisk havde på, da hun mødte min far en Sankt Hans aften i 1961. Så kan det da ikke blive mere autentisk og romantisk, hva’ :D
Resten af aftenen må du læse om på det andet indlæg, hvor der er billeder fra Fest og Auktion aftenen :)